Teknovation Logo
robot

 
  • Chefkonsulent Kasper Munk Rasmussen, SMVdanmark, påpeger, at det skal være lettere og billigere for de virksomheder, der uddanner lærlinge, så virksomhederne ikke bliver straffet for at tage ansvar for at uddanne fremtidens generationer.

3. december 2021, kl. 06:44 

Små virksomheder tager flest lærlinge

7 ud af 10 lærlinge uddannes i en virksomhed med under 100 ansatte. Både samlet set og i forhold til antallet af ansatte er det de mindre virksomheder, der tager det største ansvar for at uddanne fremtidens faglærte, viser aktuel SMVdanmark-analyse.


Der underskrives flest svendebreve i de mindre virksomheder. 70 procent af lærlingene på det private arbejdsmarked er ansat i virksomheder med under 100 ansatte. Det på trods af, at denne gruppe virksomheder kun har ansat 51 procent af alle private lønmodtagere, viser en aktuel analyse fra SMVdanmark.

Går man dybere ned i tallene, bliver forskellen på store og mindre virksomheder endnu tydeligere, anfører SMVdanmark. Hvor virksomheder med over 250 ansatte har 2 lærlinge pr. 100 ansatte, så har virksomheder med mellem 6 og 49 ansatte en mere end dobbelt så stor en andel lærlinge ansat.  

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Ifølge chefkonsulent Kasper Munk Rasmussen, SMVdanmark, viser analysen, at de danske SMV’er udfylder en central rolle, når det gælder om at uddanne fremtidens faglærte:

”Der er enighed hele vejen rundt på Christiansborg om, at det er vigtigt, at vi uddanner flere faglærte i Danmark, Flere prognoser spår, at vi ellers vil mangle titusindvis af faglærte i 2030. Det er derfor helt afgørende, at SMV’erne får de bedst mulige forudsætninger for at uddanne elever og lærlinge, så vi kan få endnu flere i gang ude i virksomhederne,” siger Kasper Munk Rasmussen.

Løsningen er blandt andet en mere nuanceret debat om erhvervsuddannelserne, der ikke kun handler om mangel på lærepladser, og den debat har alle på uddannelsesområdet et ansvar for, mener Kasper Munk Rasmussen:

”Lige nu er der historisk mange lærepladser ude i virksomhederne, men desværre hører man oftere om det mindretal af eleverne, der ikke kan finde en læreplads, og det kan være med til at skræmme elever væk fra erhvervsuddannelserne. Det er vigtigt, at vi husker nuancerne og får fortalt, at der i mange brancher faktisk er rigtig gode muligheder for at få en læreplads, ligesom erhvervsuddannelserne har den laveste ledighed efter endt uddannelse,” siger han.

Hvis der skal uddannes endnu flere lærlinge, peger SMVdanmark på, at det skal være lettere og billigere for de virksomheder, der uddanner lærlinge, så virksomhederne ikke bliver straffet for at tage ansvar for at uddanne fremtidens generationer.

Det kan blandt andet ske ved, at virksomhederne løbende får refusion for deres udgifter til lærlinge, hvor de i dag skal vente op til 6 måneder Og det kan ske ved et højere elevtilskud i den første læretid, hvor eleven kræver mere intensiv oplæring. Endelig vil en bedre screening og vejledning af eleverne øge chancen for, at den rette elev møder den rette arbejdsplads.   


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik