Teknovation Logo
robot

 
  • Det skal være slut med Davids kamp mod Goliat-forholdene, når det gælder kopiering, anfører vicedirektør Mia Amalie Holstein, SMVdanmark.

24. november 2021, kl. 12:32 

Hver fjerde mindre virksomhed oplever at blive kopieret

I EU er det hver fjerde mindre virksomhed, der ejer retten til eksempelvis et design, et varemærke eller anden intellektuel rettighed, der har oplevet at blive kopieret. I Danmark er det sandsynligvis flere. Dermed mister danske virksomheder incitamentet til at udvikle produkter og designs, mener SMVdanmark.


Mens det er hver fjerde mindre virksomhed i EU, der har rettigheder, som har oplevet at blive kopieret, er det i Danmark helere 38 procent af virksomhederne med rettigheder, der har oplevet kopiering. Men, da tallet er usikkert, vil et konservativt bud være, at det mindst er hver fjerde danske virksomhed med rettigheder, der oplever problemet, påpeges det i en aktuel analyse fra SMVdanmark.

Det klassiske eksempel på kopiering – formelt kaldet krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder – er at en lille, innovativ virksomhed oplever, at en stor virksomhed masseproducerer en kopi af produktet i Fjernøsten, og sælger det billigt herhjemme.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


"Det er en slags David mod Goliat, hvor de store krænker de små. Det er jo voldsomt uretfærdigt, og en lille virksomhed, som har lavet for eksempel en kop med et særligt kunstnerisk udtryk eller har en anden form for eneret, har sindssygt svært ved at komme efter de store," siger vicedirektør Mia Amalie Holstein, SMVdanmark.

Ifølge analysen har virksomheder med eneret på ét eller flere produkter i gennemsnit en omsætning, der er 68 pct. større end virksomheder uden rettigheder.

Mia Amalie Holstein peger derfor på, at det ikke kun er et problem for den enkelte virksomhed:

"Det er også et problem for Danmark, hvis virksomhedernes idéer nemt kan stjæles, for så holder vi op med at opfinde ting. Og en ny ide eller et nyt design har stor betydning for danske virksomheders bidrag til vækst og velstand. Analysen viser også, at mindre danske virksomheder halter efter vores nabolande, når det gælder om at sende nye innovative produkter på markedet. Det må vi rette op på," siger hun.

Løsningen er ifølge SMVdanmark, at erstatningerne skal være højere end i dag, hvis man bliver dømt for at krænke en ophavsret, og det skal være muligt for mindre virksomheder at søge om fri proces ved domstolene:

"Vinder man en sag i dag, går straffen kun på, hvad krænkeren har tjent på produktet. Ikke den fulde skade, som den krænkede har lidt. Så straffen er ikke hård nok. Men ofte kommer det slet ikke til en retssag, fordi den lille virksomhed opgiver på forhånd. Det er simpelthen for dyrt at køre en sag. Derfor bør der indføres en gennemskuelig ret til at søge om fri proces. Det vil også i sig selv virke forbyggende, for så vil de krænkende virksomheder måske tænke sig om to gange, før de kopierer," siger Mia Amalie Holstein.

Læs hele analysen ved at følge lænken


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik