Teknovation Logo
robot

 
  • 2020-året understøttede den generelle udvikling mod industriel produktion, som 3D-print generelt har gennemgået de seneste mange år, påpeger Teknologisk institut efter at have gennemgået året Wohlers Rapport. Figur: Indtjening på salget af forskellige materialer. Kilde: Wohlers Rapport via Teknologisk Institut.

19. april 2021, kl. 14:22 

3D-print-vækst i et Covid19-år

Den seneste rapport fra verdens fremmeste AM-analysefirma Wohlers Associates er frigivet, og den melder om en vækst på 7,5 procent globalt i 2020, fremhæver Teknologisk Institut.


3D-print-industrien oplevede vækst i 2020 selvom den var mindre end de foregående år.

Det er konklusionen fra den seneste rapport fra Wohlers Associates, som hver år tager den globale temperatur på 3D-print markedet, fremhæver Teknologisk Institut.  

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Den årlige rapport fra amerikanske Wohlers Associates betragtes af mange som lidt af en bibel inden for prognoser og statistikker i 3D-print industrien.

Overordnet viser rapporten, der ser på udviklingen i 2020, at den samlede omsætning i 3D-print industrien var på 80 milliarder kroner, hvilket er en vækst på 7,5 procent i forhold til 2019.

Indtægterne fra 3D-print-services har været mindre påvirket end salget af maskiner, der havde et fald. I stedet har mange virksomheder købt 3D-printede emner og andre services frem for at investere i udstyr i en usikker tid.

Indtægterne fra 3D-print services endte således på knap 47 milliarder kroner, hvilket er en vækst på 9,2 procent, omvendt blev der solgt 21.029 industrielle maskiner i 2020, hvilket er et fald på 8,5 procent i forhold til året før.

Endvidere indikerer rapporten også, at en lang række virksomheder ser en fremtid i 3D-print som et værktøj til industriel produktion, og med den store fremgang og interesse inden for bæredygtig produktion og optimerede komponenter forventes 3D-print at blive et endnu mere relevant alternativ til konventionelle fremstillingsmetoder.

3D-metalprintere anvendes især i større industrivirksomheder, og i 2020 blev der solgt 2.169 af denne type maskiner, hvilket er et fald på 7 procent i forhold til 2019.

Dette er, ifølge rapporten, en direkte konsekvens af Covid19, hvor især nedlukning af virksomheder og hjemsendelse af medarbejdere har været med til at mætte markedet, mange virksomheder har således udskudt planerne om at erhverve eller udvide med nyt maskineri.

Tilbagegangen i printersalget betyder dog ikke, at krisen har stoppet væksten inden for metal 3D-print, hvor der fortsat er stor interesse i produktion af slutkomponenter. Vi så således en stigning i salget af metalpulver til eksisterende printere på 15,2 procent, påpeges det.

På plastsiden viser udviklingen, at polymerpulver eksempelvis gennem produktionsprocessen Powder Bed Fusion haler kraftigt ind på photopolymer. Polymerpulver oplevede således en vækst 16.7 procent sidste år, og Wohlers Associates forventer, at det overhaler photopolymer inden for de næste par år.

Polymerpulver er bedre egnet til både serieproduktion og produktion af slutkomponenter end photopolymer, væksten understøtter således den generelle udvikling mod industriel produktion, som 3D-print generelt har gennemgået de seneste mange år, konstaters det.

  


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik