Teknovation Logo
robot

 
  • Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen ser gode takter i regeringens aktuelle udspil, hvor man balancerer mellem hensynet til arbejdspladser og klima.

23. november 2020, kl. 11:52 

Metal: Gode takter i grønt udspil

Dansk Metal ser gode takter i regeringens aktuelle udspil til grøn skattereform, der balancerer hensynet til arbejdspladser og klima. 


Dansk Metal støtter den ambitiøse 70 procent-målsætning, der skal sikre den grønne omstilling i Danmark. Næste skud på stammen af initiativer til at opfylde målsætningen, er regeringens udspil om en grøn skattereform, der netop er præsenteret. Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen ser gode takter i udspillet:

”Det er umuligt at gennemføre så stor en grøn omstilling som vi skal, uden at der er nogle store og vigtige hensyn der skal tages. Virksomhederne skal have kærlige skub i den rigtige retning, men de må altså ikke skubbes så hårdt, at de vælter ud over klippen, og arbejdspladserne så ryger til udlandet. Den balance synes jeg regeringen formår at holde i deres udspil til en grøn skattereform”.

Den grønne skattereform balancerer forhøjede afgifter med kompenserende tiltag til virksomhederne samtidig med et investeringsvindue. Det giver virksomhederne tid til at omstille sig og investere i grønne løsninger:

”Den grønne omstilling kommer til at hjælpe klimaet og betyde flere arbejdspladser til Danmark, hvis det gøres klogt politisk og hvis virksomhederne tager ansvar. Med det store investeringsvindue på 4,9 milliarder kroner, så får virksomhederne gode muligheder og tid til at investere i grønne løsninger. Det forventer jeg så også i høj grad kommer til at ske,” siger Claus Jensen.

Dansk Metal har tidligere spillet ud med 11 principper for en generel CO2-afgift, og Dansk Metal havde gerne set en ensartet CO2-afgift i stedet for afgiftsforhøjelser på energi:

”En ensartet CO2-afgift, der tog hensyn til lækage og arbejdspladser, havde været den optimale løsning i stedet for højere afgifter på energi. Jeg kan forstå, at det ikke teknisk kan lade sig gøre i den første fase, men er tilfreds med, at det sker i de kommende faser,” siger Claus Jensen.

Dansk Metals formand mener, at det er vigtigt med en bred aftale, så virksomhederne kan være sikre på deres rammevilkår, og dermed planlægge deres grønne investeringer med ro i maven:

”Det er vigtigt for virksomhederne, at de ved, hvad de har at gøre med. På den måde kan de bedst muligt planlægge den grønne omstilling de skal lave, og de kan investere langsigtet og dermed billigst. Derfor håber jeg på, at det her ender med en bred aftale,” fastslår Claus Jensen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik