Teknovation Logo
robot

 
  • I DI ser man frem til ekspertgruppens vurdering af hjælpepakkernes videre forløb, som administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen gerne ser realiseret med en relevant "køreplan".

26. maj 2020, kl. 14:32 

DI ønsker køreplan for hjælpepakkerne

Det har fra starten været klart, at hjælpepakkerne var midlertidige, men, det er også afgørende at sikre en fornuftig udfasning, fastslår DI, som er tilfredse med at regeringen har nedsat en økonomisk ekspertgruppe, der kan danne grundlag for at drøfte udfasningen af hjælpepakkerne. DI ser således frem til ekspertgruppens vurdering.


Det er vigtigt, at samtlige hjælpepakker ikke stopper brat, mener DI, som opfordrer regeringen og Folketinget til at lægge en køreplan frem for udfasningen af hjælpepakkerne, oplyser administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen:

"Vi har som samfund investeret mange milliarder kroner i at holde hånden under økonomien og undgå massive konkurser og tab af arbejdspladser under krisen. Det siger sig selv, at hjælpepakkerne bør udfases på en fornuftig måde, hvor vi ikke fejer benene væk under samfundsøkonomien og virksomhederne. For så ender vi med at tabe alt det, vi har investeret i at opnå," siger Lars Sandahl Sørensen, DI.

Lars Sandahl Sørensen opfordrer således til, at regeringen og Folketinget lægger en køreplan frem for hjælpepakkerne og samtidig indleder forhandlinger om en genopretningsplan med blandt andet styrkelse af konkurrencekraften i fokus, og i det hele taget en plan, der kan bane vejen for den grønne omstilling og digitalisering af Danmark:

"Der er behov for at lægge en klar plan frem for, hvordan de forskellige hjælpepakker kan og skal udfases – og hvad vi så gør derefter. Det er klart, at de virksomheder, som fortsat må holde lukket af hensyn til resten af samfundet, fortsat har brug for og krav på hjælp. Samtidig er der især mange eksportvirksomheder og arbejdspladser, der først for alvor rammes af krisen nu og senere, fordi ordrene tørrer ud. For andre virksomheder er der i stigende grad behov for politiske tiltag, som sætter gang i økonomien, styrker konkurrenceevnen og understøtter virksomhedernes egne investeringer," siger DI-direktøren.

"Vi skal i gang med et strategiskifte, hvor de politiske tiltag i mindre grad handler om at spænde et sikkerhedsnet under virksomheder og job – men mere handler om at give virksomhederne og deres medarbejdere de bedst mulige forudsætninger for at skubbe gang i økonomien og vinde ordrer til Danmark i en situation med strid modvind på verdensmarkederne," siger Lars Sandahl Sørensen.

Han opfordrer samtidig til, at regeringen indkalder arbejdsmarkedets parter til at drøfte vilkårene for en forlængelse – og udfasning – af lønkompensationsordningen:

"Lønkompensationsordningen har været en god og vigtig ordning, men tiden nærmer sig, hvor den skal udfases, og vi må derfor overveje den rigtige måde at gøre det på. Vi vil gerne være med til at drøfte en kortere forlængelse af ordningen i forhold til det aftalte udløb den 8. juli. Vi mener dog ikke, at det er nok bare at drøfte forlængelse af ordningen. Regeringen og parterne bør også drøfte justeringer af ordningen som en del af, at vi udfaser den, så den bliver mere fleksibel," siger Lars Sandahl Sørensen, og understreger, at virksomhederne måned for måned selv har båret væsentlige omkostninger ved at bruge lønkompensationsordningen og på den måde fastholde deres medarbejdere i job.

"I takt med at krisen trækker ud, og omsætningen ikke vender fuldt ud tilbage i virksomhederne, kommer vi ikke til at undgå yderligere afskedigelser. Det bør vi begrænse, så meget vi kan. Derfor er det vigtigt at se på, hvordan ordningen kan gøres mere attraktiv og fleksibel end nu, hvor ordningen koster mange penge for både staten og virksomhederne hver måned," siger Lars Sandahl Sørensen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik