Teknovation Logo
robot

 
  • DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen glæder sig til en forsvarlig og balanceret genåbning af Danmark, baseret på den gode dialog, som statsministeren søndag eftermiddag tog med en række erhvervsledere.

29. marts 2020, kl. 16:18 

DI: Virksomhederne hårdere ramt end nogensinde før

Statsminister Mette Frederiksen har søndag eftermiddag holdt et virtuelt topmøde med erhvervsledere. DI’s administrerende direktør påpegede, at Covid-19-krisen har ramt virksomhederne hårdere end nogensinde før, og understreger, at DI glæder sig til en forsvarlig og balanceret genåbning af Danmark, baseret på den gode dialog.


Dansk erhvervsliv er hårdt ramt og hurtigere og voldsommere end nogensinde før. Virksomhederne er ramt på likviditeten, på massive fald i omsætning, tab på kunder og afbrudte forsyningskæder. Det er en underdrivelse at sige, at situationen er alvorlig. Danmark er er en eksportnation, så virksomhederne er hårdt ramte af, at markederne og økonomierne omkring er gået i stå, fastslår administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, DI, og understreger, at hjælpepakkerne har været helt centrale for at holde hånden under arbejdspladser og virksomheder – og dansk økonomi:

"De gennemførte hjælpepakker er derfor helt nødvendige, og regeringen og Folketinget har vist en fantastisk handlekraft og lydhørhed for DI’s og virksomhedernes forslag. Nu skal vi først og fremmest have ordningerne ud at virke, som de er tiltænkt. Som vi hele tiden har været enige om, er der behov for at følge op og justere og forbedre ordningerne. Derfor ser vi frem til trepartsdrøftelserne i morgen om lønkompensation," siger Lars Sandahl Sørensen.

Ved søndagens virtuelle topmøde har spørgsmålet om mulighederne for en genåbning af Danmark også været drøftet. DI kvitterer for den gode dialog om det med regeringen. Lars Sandahl Sørensen understreger, at en forsvarlig og målrettet genåbning må ske i tæt samarbejde på tværs af hele samfundet:

"Regeringen og myndighederne har taget mange svære og effektive beslutninger for at håndtere krisen og passe på danskerne. Næste store opgave er, at vi nu fokuserer på, hvad der skal til for at gennemføre en forsvarlig og gradvis genåbning af Danmark. Det vil kræve endnu større testkapacitet – og en skarp disciplin blandt danskerne. Det kan vi i erhvervslivet være med til, så vi på alle landets arbejdspladser bidrager til at passe på hinanden," siger Lars Sandahl Sørensen, og fortsætter:

"Hvis vi for alvor skal lykkes med en forsvarlig gradvis genåbning, kræver det også et tæt samarbejde på tværs af landegrænserne. Både så vi kan åbne vores økonomi og komme tilbage i gear – og så alle står sammen om at begrænse smitten også efter en genåbning".


DI-direktøren oplyser, at DI er blevet tilknyttet den Nationale Operative Stab for at understøtte myndighedernes arbejde og samspillet til private virksomheder:

"Vi arbejder hårdt på sammen med myndighederne at øge mulighederne for test, sikre forsyningen af værnemidler til både offentlig og private sektor – og sikre logistikken fra udlandet til Danmark, hvor flere virksomheder har stillet deres knowhow og kapacitet til rådighed," siger Lars Sandahl Sørensen.

DI’s medlemmer har tidligere svaret i en stor undersøgelse, at de forventede en massiv nedgang i økonomien svarende til en nedgang på næsten 7 procent i BNP i år. Et tab på 155 milliarder kroner i tabt velstand. Altså et tab større i år end samlet set under finanskrisen. Siden er der kommet nye foranstaltninger til, og landene omkring os er blevet endnu hårdere ramt:

"Virksomhederne gør alt, de kan, for at undgå afskedigelser og fastholde folk i job. Men der er ingen tvivl om, at flere virksomheder kommer til at afskedige, og endnu flere virksomheder har sat nye investeringer og aktiviteter på pause eller helt af bordet. Danmark står over for en kæmpe opgave med at genoprette samfundet og vores økonomi på den anden side af den krise," siger Lars Sandahl Sørensen. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik