Teknovation Logo
robot

 
  • De tre Treco-stiftere, Per Therkildsen, Preben Pedersen og Allan Prang, har overdraget den daglige ledelse, men fortsætter også alle tre selv med uformindsket styrke, for at virkeliggøre selskabets målsætninger.

1. juli 2019, kl. 07:13 

Ledelses-skiftedag hos Treco

De tre grundlæggere af Treco, har valgt i højere grad at hellige sig en arbejdstilværelse helt tæt på kunderne. Derfor indsættes Lars Vadsholt Jørgensen og Nicolaj B. Andersen pr. 1. juli på posterne som henholdsvis CEO og COO. De tre stiftere fortsætter med uformindsket styrke i mere udafvendte roller.


Per Therkildsen, Preben Pedersen og Allan Prang har siden etableringen i 1992 skabt en international succes inden for blandt andet postsorteringsløsninger, og stålvirksomheden beskæftiger i dag godt 110 medarbejdere på to forskellige fabrikker i Aalestrup.

Lars Vadsholt Jørgensen og Nicolaj B. Andersen, der i flere år været en del af ledelsen, kender virksomheden særdeles godt, og vil som CEO og COO drive Treco videre i den ånd, der hidtil har været med til at sikre succesen, samtidig med at man ønsker en bedre udnyttelse af virksomhedens position i markedet.

Stifternes mangeårige netværk og erfaring, specielt på salgssiden, gør det realistisk, at virksomheden kan nå en omsætning på en halv milliarder kroner i løbet af de næste fem år, siger den hidtige CFO Lars Vadsholt Jørgensen, der nu er CEO:

"Vi har nogle meget interessante kunder, og dem ønsker vi at udbygge samarbejdet med ved at være endnu mere innovative og effektive. Med ledelsesrokaden frigør vi nogle meget erfarne kræfter til at være i direkte og tæt dialog med kunderne. Det mener vi, er nøglen til den stejle vækstkurve, vi gerne vil bibeholde," siger Lars Vadsholt Jørgensen.

Med sig i topledelsen har han Nicolaj B. Andersen, der ligeledes har været en del af Treco i mange år:

"Vi mener, vi har et betydeligt uindfriet salgspotentiale, som der ligger en meget stor omsætning i at udnytte. Desuden vurderer vi, at vores eksisterende markeder sagtens kan blive større, ligesom vi kigger på en række øvrige eksportlande. Vi går selvfølgelig til opgaven med en vis ærefrygt, men vi har den gamle topledelse helt tæt på os, og samtidig tror vi fuldt og fast på, at vi kan indfri omsætningsmålene, selvom de er ambitiøse," kommenterer Nicolaj B. Andersen.

Et travlt arbejdsliv for de tre stiftere slutter altså på ingen måde. Tværtimod forventer det oprindelige founder-team at få mindst lige så travlt, fordi en stor del af deres nye opgaver kommer til at foregå ude hos kunderne i Danmark og rundt om i verden:

"Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor vi ikke bare fortsætter som hidtil, for det går jo ualmindelig godt. Vi tror dog på, at vi kan hente endnu mere ud af markederne ved at rykke lidt rundt på posterne og ved, at vi selv kommer endnu tættere på kunderne. Desuden har vi en række udviklingsprojekter i skuffen, som vi forventer os meget af," siger Preben Pedersen, der fra i dag fratræder sin nuværende post som CEO for at blive Solution Sales Manager i Treco Postal.

I forbindelse med ledelsesrokaden ønsker Treco senere på året at styrke bestyrelsen med kompetencer inden for blandt andet internationalt salg og forretningsudvikling, og den proces ventes at bidrage yderligere til virksomhedens fortsatte ekspansion og internationalisering. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik