Teknovation Logo
robot

 
  • ”Erhvervsuddannelser i Danmark”, som giver et samlet billede af erhvervsuddannelserne, eleverne og arbejdsmarkedet for personer med en erhvervsuddannelse.

28. maj 2019, kl. 10:21 

Delt arbejdsmarked for erhvervsuddannede

En række erhvervsuddannelser er udprægede mande- eller kvindefag, og de leder ofte ret entydigt til beskæftigelse i enten private eller offentlige virksomheder og institutioner.


For første gang udsender Danmarks Statistik publikationen ”Erhvervsuddannelser i Danmark”, som giver et samlet billede af erhvervsuddannelserne, eleverne og arbejdsmarkedet for personer med en erhvervsuddannelse.

”Vi har udarbejdet publikationen, fordi erhvervsuddannelserne er et meget omtalt uddannelsesområde, hvor vi kan bidrage med en række fakta. Når vi for eksempel kan vise, at der er interessante kønsforskelle inden for erhvervsuddannelserne, er det vores håb, at det kan bidrage konstruktivt til debatten om området," siger Nikolaj Kær Schrøder Larsen, fuldmægtig i Danmarks Statistik og hovedforfatter til publikationen.

Publikationen viser også, at de erhvervsuddannede mænd i højere grad end kvinderne arbejder i det private, mens kvinderne finder beskæftigelse i den offentlige sektor. 91 pct. af de erhvervsuddannede mænd er privatansat, mens det gælder for færre end 60 procent af kvinderne ultimo 2017. Forskellen hænger blandt andet sammen med, at kvinderne i højere grad end mænd tager uddannelser, der er efterspurgt på det offentlige arbejdsmarked, viser ”Erhvervsuddannelser i Danmark”.

Publikationen ser også på indkomstforskelle og selvstændige. Indkomstforskellen mellem kønnene er større, når man sammenligner kvinder og mænd med en erhvervsuddannelse, end når man sammenligner andre beskæftigede kvinder og mænd. 44,3 procent af mænd med erhvervsuddannelse i arbejde har over 400.000 kroner i erhvervsindkomst, mens det kun gælder for 19,3 procent af kvinderne. Blandt den øvrige erhvervsaktive befolkning har 30,1 procent af kvinderne og 43,9 procent af mændene en erhvervsindkomst over 400.000.

Når det kommer til selvstændige, er erhvervsuddannede med 7,5 procent i 2017 den uddannelsesgruppe, der har den største andel af selvstændige. Også her er der dog kønsforskelle, idet 75 procent  af de selvstændige med en erhvervsuddannelse er mænd, mens kun 55 procent af alle erhvervsuddannede er mænd.

I publikationen kan man blandt andet også læse, at færre 25- til 30-årige har en erhvervsuddannelse. For 30 år siden havde mere end 40 procent af de 25- til 30-årige en erhvervsuddannelse som deres højest fuldførte uddannelse. I dag gælder det kun for 24 procent.  De elever, som tager en erhvervsuddannelse, har oftere end gymnasieeleverne forældre, som har en indkomst på under 300.000 om året. 19 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne har i 2018 forældre, som tjener under 300.000 i årlig bruttoindkomst. Til sammenligning er det kun gældende for 6 procent af gymnasieelevernes forældre. Beskæftigelsesfrekvensen for nyuddannede fra erhvervsuddannelserne er højere end for nyuddannede med en videregående uddannelse. Efter 21 måneder er 73 procent med en erhvervsuddannelse i beskæftigelse. De danske erhvervsuddannelser indeholder væsentligt mere praktik end i mange andre europæiske lande. Tal fra Cedefop viser, at 45 procent af de danske erhvervsuddannede siger, at de primært har brugt deres tid i praktik, mens tallet for hele EU kun er 14 procent. Kun 60 procent af danskerne synes, at erhvervsuddannelserne har et positivt omdømme. I Finland synes 84 procent at erhvervsuddannelserne har et positivt omdømme. Disse tal kommer også fra Cedefop.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik