Teknovation Logo
robot

 
  • Regering og Folketinget skal tænke helt anderledes i den økonomiske politik, opfordrer Ledernes direktør Henrik Bach Mortensen.

29. maj 2018, kl. 12:02 

Lederne: Grib mulighederne for vækst

Den netop offentliggjorte rapport fra Det Økonomiske Råd understreger tydeligt, at der er behov for en ny økonomisk dagsorden i dansk politik, som både har de positive langsigtede vækstmuligheder og på den truende mangel på arbejdskraft på den korte bane i fokus, fastslår direktør hos Lederne Henrik Bach Mortensen.


Den seneste rapport fra Det Økonomiske Råd viser, at dansk økonomi ikke længere er tynget af gammelkendte underskud på betalingsbalance og statsfinanser eller af pressede eksporterhverv.

Derfor bør regeringen og Folketinget ifølge Ledernes direktør Henrik Bach Mortensen samles om en helt anderledes tænkning i den økonomiske politik, som bedst muligt kan styrke beskæftigelse og velstand i de kommende årtier: 

"På kort sigt er det en risiko, at arbejdsmarkedet og kapaciteten strammer til, så vi kommer til at opleve alt for hurtig afslutning af det økonomiske opsving. Derfor haster det med initiativer, som kan øge virksomhedernes muligheder for at øge produktion og beskæftigelse," siger Henrik Bach Mortensen.

Truslen om mangel på arbejdskraft skal afbødes på mindst tre områder: Mulighederne for at rekruttere udlændinge til attraktive jobs skal forbedres. Fremgangen i indvandreres beskæftigelse skal understøttes. Og der bør iværksættes nye initiativer, som fastholder seniorer på arbejdsmarkedet.

"Men det helt afgørende er at træffe de rigtige politiske valg på det lange sigt. DØR-rapporten understreger, at der er god samfundsøkonomisk plads til at forbedre helt grundlæggende strukturer i dansk økonomi uden at true ligevægten i de offentlige finanser. Vi skal prioritere fremtidig produktivitet, vækst og velstand. Der skal investeres i mere i efter- og ledelsesuddannelse i forlængelse af trepartsaftalen om VEU. Vi skal forbedre uddannelsesresultaterne for de mange unge, som har svært ved at komme videre efter folkeskolen, og der skal afsættes yderligere ressourcer til både erhvervsuddannelser og STEM-kompetencer," siger Henrik Bach Mortensen.

Samtidig bør der være en yderligere tilskyndelse til at bidrage mere på arbejdsmarkedet gennem højere beskæftigelsesfradrag og lavere marginalskatter, mener han:

"Danmark er ikke kommet sovende til en sund samfundsøkonomi. Det er resultatet af mange års politisk krævende og ambitiøse reformer. Derfor er det tilsvarende vigtigt, at det nye samfundsøkonomiske råderum anvendes til at sikre fremtidig vækst og velstand og ikke anvendes til kortsigtede forøgelser af ”populære” offentlige udgifter," understreger Henrik Bach Mortensen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik