Teknovation Logo
robot

 
  • NewLine hedder den seneste produktlinje fra Jakobsen Planslibemaskiner. (Foto: PR)

16. maj 2018, kl. 13:47 

Ny linje af Jakobsen-planslibemaskiner

NewLine hedder en aktuel produktlinje fra Jakobsen Planslibemaskiner. Producenten har søgt inspiration i ældre, solide værkstøjmaskiner med simple funktioner, som kunderne nødigt vil give afkald på, fremhæves det. 


Jakobsen Planslibemaskiner er godt i gang med produktionen af deres serie af maskiner, der har fået navnet NewLine.

Serien består af fire forskellige størrelser af planslibemaskiner med PLC-styring, der bliver produceret efter kundens ønsker og med simpel betjening, der minder om de gamle manuelle maskiner, fremhæver producenten. 

"Grundtanken med den nye serie er, at de skal følge grundprincipperne fra en manuel maskine. De kører med al den nye teknik som for eksempel servomotor og kugleskruer. Men vi oplever, at der stadig er kunder, der ringer og spørger efter de gamle manuelle Jakobsen-maskiner, fordi de var så dejligt simple," forklarer Simon Bast, der er teknisk rådgiver hos Jakobsen Planslibemaskiner.

Derfor har virksomheden også tidligere lanceret konceptet RetroLine, hvor ældre maskiner med op til 50 år i bagagen bliver repareret og har fået tilføjet ny styring. Ifølge Simon Bast er RetroLines succes et udtryk for, at mange af de maskiner, der bliver produceret i dag, er for avancerede, og det kræver lang oplæring af medarbejdere, inden de kan betjene maskinerne. Deraf opstod idéen til NewLine:

"Jeg håber, at vi på et tidspunkt kommer til et punkt, hvor man siger, at det slet ikke er nødvendigt med så avancerede maskiner. De skal i stedet være hurtige at sætte op og nemme at betjene. Det vil spare virksomhederne for mange millioner. En simpel maskine er ikke nødvendigvis en dårligere maskine," siger Simon Bast.

I dag er de danskproducerede maskiner spredt over det meste af verden, og der kommer forespørgsler på opgaver fra lande som Indien, Australien, Dubai og Mexico. Men produktionen bliver i Danmark:

"Når vi producerer vores maskiner i Danmark, vil prisniveauet være en smule højere end for eksempel maskiner, der er produceret i Østen. Men man skal altid forholde sig til, hvad man får for pengene, og der er vi godt med. Vi ved, at mange Jakobsen-maskiner stadig er i brug efter 30 år, og prisen kan forsvares. Derfor er der heller ikke tale om at flytte produktionen udenlands. Ikke så længe det bliver ved med at være sjovt," siger Simon Bast.

Jakobsen-planslibere deler adresse med BastCnc.dk og Bast & Co på det fælles værksted i Vejle. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik