16. april 2018, kl. 10:24
Lektor Steffen Foss Hansens doktorafhandling på DTU er et gennemarbejdet forslag til en lovgivning om brugen af nanomaterialer. For det er på høje tid, mener han.
Nanoteknologi er fantastisk. Men nanomaterialer hører ikke hjemme i almindelige forbrugerprodukter, i hvert fald ikke hvis der ikke er grund til det og slet ikke uden at være undersøgt og reguleret nøje af miljømyndighederne, mener lektor ved DTU Miljø, Steffen Foss Hansen.
Lektoren har forsket i risiko og regulering af nanomaterialer i ti år, og er netop blevet doktor efter at have forsvaret en afhandling med titlen ”Registration, Evaluation, Authorisation, Categorisation & Tools to Evaluate Nanomaterials – Opportunities & Weaknesses”.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Ordene siger, hvad den handler om, men er også omhyggeligt valgt og sammensat for at kunne danne undertitlen ’REACT NOW’.
”Nanoteknologien og brugen af nanomaterialer blomstrer og udvikler sig hele tiden, men rent lovgivningsmæssigt går det utrolig trægt. Der er faktisk frit slag for producenterne til at bruge nanomaterialer eller bare nævne ordet nano i produktets navn, uden at myndighederne har mulighed for at evaluere materialerne eller dokumentere, at de faktisk er til stede. Min afhandling er både et forslag til, hvordan lovgivningen kan bygges op, og ikke mindst et opråb om at gøre det nu,’” siger han, og fortsætter:
”I over halvdelen af tilfældene kan vi ikke engang sige, hvilket nanomateriale, der er er tale om. Producenten oplyser måske, at der er brugt nanomaterialer, men ikke hvilke og til hvilket formål. ’Nano’ er simpelthen blevet et ord, der sælger. Her på DTU Miljø har vi apparaturet til at lave analyserne, men vi har ikke kunnet skaffe penge til at gøre det på alle produkter i basen. Det burde jo også være en myndighedsopgave.”
Han mener dog ikke, at man helt skal opgive at evaluere produkterne i forhold til sundhed og miljø. Her kommer den anden motordel nemlig ind: Steffen og hans kolleger har udviklet et visuelt overbevisende system, hvor hvert produkt tildeles farven rød, gul eller grøn (eller grå, hvis man ikke kender materialet) i fem faste kategorier. De tre første kategorier siger noget om graden af eksponering i forhold til professionelle, almindelige forbrugere og miljø og de to næste om, hvad vi ved om potentielle effekter på henholdsvis mennesker og miljø.
”På den måde kan vi give en vurdering uden at vide præcis, hvilke koncentrationer af nanomaterialer, der er i det enkelte produkt. Og man kan beslutte, at bestemte kombinationer af farvekoder fører til et krav om autorisation. Med tre røde kategorier bør det overvejes, om der er grund til at sætte visse anvendelsesbegrænsninger for produktet,” siger Steffen Foss Hansen.
Forskerens database og kategorisering af produkterne er således et skelet til en kommende lovgivning for nanomaterialer.
”Jeg er ikke jurist, så jeg kan ikke udforme lovtekster, men min afhandling er den første fortælling om, hvordan sådan en lovgivning kunne være struktureret fra ende til anden,” konstaterer han.
