6. januar 2025, kl. 09:58
Carmo Denmark, der har adresse i Espergærde, har designet og udviklet en drejeventil til urinposer og andre medicinalposer, og har nu i samarbejde med patent- og varemærkebureauet Budde Schou søgt patent på løsningen, som skal udbydes på det globale marked.
Carmo har udviklet en ventil, der er sammenstøbt af to materialer, så en samleproces undgås. Løsningen skal udbydes på det globale marked, og for at beskytte rettighederne har virksomheden søgt patent på produktet, i et patentsamarbejde med Budde Schou.
"Innovation er en nøglesten i vores DNA, og vi ved, at der er stor risiko for, at udenlandske selskaber står på spring for at kopiere nye produkter. Den risiko gælder ikke kun os, men alle innovative produktionsvirksomheder i Vesten. Derfor er patent på drejeventilen til urinposer essentielt for, at vi kan opnå den markedspenetration, som vi sigter efter. Samarbejdet med Budde Schou har været yderst positivt, og de har gennem hele processen bidraget med kompetent og professionel rådgivning," siger Carmo-CEO Claus Ishøy, og uddyber:
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Nu hvor vi har knækket koden til at støbe en drejeventil i ét stykke,skaber vi muligheden for at masseproducere ventilen omkostningseffektivt i Danmark. At produktet ikke skal samles af flere dele, medfører færre processer, færre fejl og dermed en lavere pris for kunden. Ulempen er, at det kun gør produktet mere attraktivt for andre at kopiere, og derfor har vi sat fuld speed på at få beskyttet rettighederne i rette tid".
Drejeventilen, som Carmo har fremstillet, produceres med mindre plastmateriale og et reduceret plastspild. Det forhold øger ifølge Claus Ishøy behovet for patentbeskyttelse:
"Virksomheder over hele verden efterspørger i stigende grad produkter med et reduceret CO2-aftryk. Så det er klart, at man som underleverandører til eksempelvis medicoindustrien kan løfte sin konkurrenceevne markant, hvis man går på markedet med produkter, som reducerer CO2-aftrykkket. På den baggrund er vi glade for, at vi nu har fået bygget et effektivt skjold mod kopiering af vores ventil," siger Claus Ishøy.