Teknovation Logo






www.teknovation.dk > Nyheder
  • Cookies politik
  • English
 

Helge Bruhn overtages af CK-Mt

  • De to sønderjyske selskaber samles nu under CK-Mt's ejerskab.

3. april 2024, kl. 16:04 

Direktør Lars Bruhn, Helge Bruhn A/S, har med virkning fra d.d. solgt selskabet til CK-Mt ApS i Hørup.  


CK-Mt-indehaverne Claus Kjestrup og Andreas Witte Nielsen, glæder sig over onsdagens aftale om køb af Helge Bruhn i Sønderborg, der har 57 år på bagen. Det sker på baggrund af planer om at udbygge forretningen samt tage flere og større opgaver ind hos CK-Mt i Hørup.

“Det er med glæde, at jeg kan meddele, jeg har solgt Helge Bruhn A/S pr. 3. april 2024 til CK-Mt ApS i Hørup”, siger Lars Bruhn, den hidtidige ejer af Helge Bruhn, der blev startet af hans far tilbage i 1967, og fortsætter:   

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


“Jeg vil benytte lejligheden til at takke vore mange kunder for den store tillid og loyalitet de har udvist overfor mit firma. Ikke mindst de mange lokale virksomheder store som små, som vi har samarbejdet med. Ligeså vil jeg takke firmaets medarbejdere for en forbilledlig indsats i værkstedet og på kontoret. Jeres loyalitet over for firmaet og mig personligt takker jeg for af hele mit hjerte”.

”Når jeg vælger at sælge virksomheden, så sker det primært på grund af min alder. Vi har altid bestræbt os på at have en moderne og tidssvarende maskinpark med tilhørende digitale løsninger. Vi har fulgt med tiden og er certificeret i.h.t. Iso 9001 og EN 1090 for at kunne imødekomme kunders samt myndigheders stigende krav. Det er min forventning at Helge Bruhn A/S bliver et positivt bidrag til CK-Mt’s vækstplaner,” siger Lars Bruhn.

I CK-Mt har Claus Kjestrup og Andreas Witte Nielsen længe arbejdet på udbygningsplaner på deres nuværende lokation, Holtvej 2 i Hørup, hvor pladsen er blevet lidt trang:

“Med købet af Helge Bruhn får vi adgang til en veldrevet virksomhed med mange gode medarbejdere. Vi får en unik mulighed, for at optimere vores produktionssynergier og dermed mulighed for at løse flere og større opgaver for vores kunder," fortæller Claus Kjestrup. Han ser flere kunder outsource deres produktioner, hvor Just-in-Time-produktion og priser er afgørende for deres beslutninger.

CK-Mt har gennem de sidste år investeret massivt i bl.a. eget nitrogenanlæg, en 9 kiloWatt Amada A-J-fiberlaserskære med fuldautomatisk pladetårn, en 10 kiloWatt Ermaksan Momentum Gen-5-laserskærer samt en Arku EdgeBreaker 6000 afgratnings- og slibemaskine.

Begge virksomheder forsætter under samme navn, og Claus Kjestrup vil som udgangspunkt fungere som daglig leder i virksomheden, mens Andreas Witte Nielsen vil fungere som daglig leder i Hørup.

Bearbejdningen vil over tid blive opdelt således, at bukning, klipning, øvrigt smedearbejde, CNC-fræsning og -drejning samt 3D-konstruktion vil blive udført i Sønderborg, mens laserskæring, afgratning og slibning, bukning, og montage vil blive udført i Hørup. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 

   

 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik