www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
17. januar 2024, kl. 12:22
Ifølge FORCE Technology er det lykkedes i et MADE-samarbejde at udvikle en beregner, hvor kunderne til Danish Fibres kan udregne CO2-belastningen fra firmaets produkter. Det har været med til at løfte forventningerne til omsætningen fra 1,5 til 25 millioner kroner, fremhæves det.
Danish Fibres, der producerer og sælger polypropylenfibre (PP-fibre) til blandt andet armering og revnekontrol i beton, manglede et værktøj til præcist at kunne beregne og dokumentere deres produkters CO2-aftryk til kunderne.
Løsningen fandt de gennem et MADE-projekt, hvor de sammen med FORCE Technology udviklede et Excel-værktøj, der præcist kan beregne CO2-aftrykket fra deres PP-fibre.
Virksomhedens plastfibre bliver blandet i beton, hvorved de reducererrevnedannelsen, når den tørrer, og øger betonens styrke. PP-fibrene kan endda erstatte de stålfibre, som nu til dags anvendes i stedet for et stålnet, når man støber med beton, fremhæves det.
Ifølge direktør for Danish Fibres Palle Kuntz så kræver beton i omegnen af 20 til 40 kilogram stålfibre per kubikmeter, men med makrofiber behøves kun tre kilogram, så de giver en stor klimagevinst.
Han uddyber, at på grund af beregneren er det lykkedes at få en række store kunder ind, hvorfor omsætningen forventes at stige fra 1,5 til 25 millioner kroner alene i Danmark.
Med værktøjet er der tale om beregninger på screeningniveau, og den er ikke en EPD-certificeret (Environmental Product Declaration – et internationalt program, hvor et produkts miljøpåvirkning beregnes med krav om en tredjepart verificerer data).
Men det er en god start for mindre virksomheder, som ikke har ressourcerne til store livscyklusberegninger, påpeger LCA specialist hos FORCE Technology, Mirko Miseljic, der har udviklet CO2-beregneren til Danish Fibres.
Danish Fibres ligger i Varde i Sydvestjylland og har 23 medarbejdere.
Firmaet har blandt andet leveret PP-fibre til konstruktionen af Petronas Towers i Kuala Lumpur, Malaysia, der med 452 meter er verdens højeste tvillingehøjhus, konstateres det.