9. januar 2024, kl. 10:44
Hos Haarup Maskinfabrik A/S ved Silkeborg skubber man i disse år til rammerne for, hvordan en produktions- og fremstillingsvirksomhed kan drives. Sidste år reduceredes CO2-forbruget med over 400 tons, og nu skal genbrugsstålet SSAB Zero være med til at nedsætte aftrykket yderligere.
Der er allerede 4.500 kvadratmeter solpaneler på taget, med tilhørende 953 kiloWatttimers batterikapacitet, el-ladestandere og en elektrisk bilpark samt varmepumper i hele produktionen ved Haarup Maskinfabrik, hvor transformationen til en mere fossilfri forretning er i fuld gang. Arbejdet blev indledt i 2016 ved virksomheden, der producerer blandeanlæg til betonindustrien, og foreløbig er man lykkedes med at omlægge sin energiforsyning i en sådan grad, at det sidste år resulterede i en CO2-reducering på 420 tons, fortæller direktør og ejer Hans Christensen.
Nu skal genbrugsstålet SSAB Zero være med til at gøre produktionen endnu mindre belastende, påpeger han videre, og oplyser at Haarup Maskinfabrik er blandt de første, der har fået mulighed for at anvende SSAB Zero i Danmark, og man vil efter planen indlemme fossilfrit stål i produktionen inden for få år:
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Vi er ikke et grønt firma, men vi vil gerne gøre, hvad vi kan for at reducere vores klimaudledninger så hurtig som muligt. Vi har allerede lavet en total energiomstilling, så vi ikke længere bruger fossil energi på vores egen matrikel - scope 1 og 2. Nu er vi gået i gang med at reducere vores udledninger fra det, som vi køber ind - scope 3 upstream. Her er vores forbrug af stål i produktionen den største kilde til udledninger. Vi vil gerne nå en 60 procent reduktion af udledninger inden 2028," siger Hans Christensen, og fortsætter:
"Vi gør det først og fremmest for vores egen skyld, så vi kan nå vores reduktionsmål. I første omgang har vi købt 2,5 tons Zero-plader, som er indgået i vores produktion for at teste det af. I 2024 kommer det så mere ind i produktionen. Vi er partner i SSAB-programmet for fossilfri stål, og vi ser frem til at modtage vores første fossilfri stål. Indtil da vil vi bruge så meget af Zero-stålet som muligt, hvor det giver mening, også selv om det koster en smule mere," lyder det fra Hans Christensen.
Som datterselskab af SSAB-koncernen er det Tibnor, der som den første og indtil videre eneste leverandør, kan tilbyde genbrugsstålet i Danmark:
"Fordelen ved et produkt som SSAB Zero er, at det besidder samme høje kvalitet og ydeevne som traditionelt stål, men med praktisk talt ingen udledning fra fossile brændstoffer i produktionen. Det giver vores kunder mulighed for at bruge et mindre klimabelastende stålprodukt i deres produktion uden at det påvirker kvaliteten af deres egne produkter," forklarer ekstern sælger Kim Hinge, Tibnor, og uddyber:
"Den omfattende fremstillingsproces af SSAB Zero betyder, at produktet er dyrere at producere og det har derfor en højere kostpris. Men her er Haarup Maskinfabrik et godt eksempel på, at flere virksomheder efterhånden er villige til at betale ekstra for at anvende produkter, der kan hjælpe med at nå reduceringsmålene".
I 2026 forventer SSAB at kunne præsentere 100 procent fossilfrit stål, der er produceret ved hjælp af en særlig teknologi med fossilfri brintgas og vand som restprodukt.