www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
19. februar 2025, kl. 16:06
I forlængelse af at regeringen har præsenteret en fond, der skal bruges på indkøb til det danske forsvar peger Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen på, at det er vigtigt at tænke danske arbejdspladser og styrkepositioner ind i forsvarspolitikken.
Onsdag har regeringen præsenteret en fond, der skal bruges på indkøb til det danske forsvar. Der afsættes i alt 50 milliarder kroner i 2025 og 2026.
"Politikerne har valgt at styrke det danske forsvar med et meget stort milliardbeløb. I Danmark har vi mange industrivirksomheder, der enten direkte eller indirekte kan bidrage til det danske forsvar. Min opfordring til politikerne er klar: Benyt nu lejligheden til at tænke sikkerhed sammen med danske arbejdspladser, så de ekstra penge til Forsvaret ikke kun ender med at skabe industriarbejdspladser i udlandet," siger Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
En rapport fra tænketanken Axcelfuture viste sidste år, at lande som Sverige, Norge, Holland, Tyskland og Frankrig har været bedre end Danmark til at placere ordrer til militæret hos hjemlige leverandører.
"I den geopolitiske situation, Danmark står i, er det afgørende med folkelig opbakning til Forsvaret. Hvis de ekstra penge til Forsvaret kan være med til at sikre nye, danske arbejdspladser ude i Produktionsdanmark, kan det som et ekstra plus være med til at styrke den helt nødvendige folkelige opbakning til det danske forsvar," siger Claus Jensen.