www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
31. januar 2025, kl. 10:38
I Dansk Metal glæder man sig over regeringens beslutning om at genudbyde havvindmølleparkerne med statsligt tilskud. Det vil sikre, at udbygningen af havvind i Danmark kommer tilbage på sporet – og at den grønne omstilling skaber danske arbejdspladser - fremhæver Metal-forbundsformand Claus Jensen.
"Regeringen har lyttet til industriens behov og handler nu for at sikre billig grøn energi. Det er afgørende for både arbejdspladser og danske virksomheders konkurrenceevne. Krigen i Ukraine, inflationen og stigende efterspørgsel har ændret markedet, og derfor er det rigtigt, at staten tager ansvar for at få udbygningen af havvind tilbage på sporet," siger forbundsformand Claus Jensen, Dansk Metal.
Det sker i en kommentar til regerings beslutning om at fremrykke etableringen af et brintrør fra Tyskland til Danmark – samtidig med, at kravene for anvendelsen af røret lempes. Dansk Metal ser det som et vigtigt skridt at sikre, at grøn energi fra havvind kan forsyne industrivirksomheder med brint – og understøtte arbejdspladser i Danmark og Europa:
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Vi skal udnytte, at danske virksomheder er blandt verdens bedste til at arbejde med brint og grøn teknologi. I en ny industripolitisk virkelighed er det nødvendigt, at den grundlæggende infrastruktur er på plads i Danmark. Regeringens beslutning om at fremrykke første fase af brintrøret fra grænsen til Esbjerg er derfor et vigtigt signal til industrien. Det er afgørende, at vi efterfølgende får koblet resten af Jylland på det nye europæiske brintrørssystem," siger Claus Jensen.
Endelig har regeringen valgt at sætte energi-ø Bornholm på pause. Dansk Metal forstår nødvendigheden af en afklaring med Tysklands kommende regering, men advarer mod at miste momentum:
"Energi-ø Bornholm har store perspektiver for både forsyningssikkerhed og arbejdspladser. Vi må ikke lade projektet ende i en syltekrukke – det skal fastholdes som en del af Europas grønne ambitioner, som Kommissionen netop har støttet," siger Claus Jensen, og understreger, at Dansk Metal ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med regeringen for at sikre, at den grønne omstilling ikke bare gavner klimaet, men også skaber flere arbejdspladser i Danmark.