16. december 2024, kl. 14:22
Den Europæiske Rumorganisation, ESA, har sendt satellit-missionen Proba-3 i rummet for at udforske Solens korona med udstyr fra DTU. Ifølge universitetet, sker det med et revolutionerende koncept, hvor to satellitter flyver i formation.
ESA’s Proba-3 mission er blvet sendt i rummet fra Satish Dhawan Space Centre i Indien, og det markerer en milepæl, da der er tale om verdens første præcisionsformationsflyvning af denne type, fremhæver DTU.
Nærmere bestemt arbejder satellitterne sammen som ét instrument, hvilket - i dette projekt - giver mulighed for at udforske solens korona i større detaljeringsgrad, end det hidtil har været muligt.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Satellitterne i missionen kan holde deres position med en præcision på én millimeter, hvor den ene satellit vil "skygge" for solens lys og dermed gøre det muligt for den anden at undersøge den omkringliggende korona - et område, hvor rumvejr stammer fra og et emne af stor videnskabelig og praktisk interesse, påpeges det.
Ifølge professor ved DTU Space John Leif Jørgensen er der tale om en stor milepæl for forskerne, da missionen vil få stor betydning for fremtidens rumforskning og rummissioner og skal ses som et skridt mod at udvide menneskets evne til at forstå og udforske rummet.
En af de største udfordringer ved missionen er at få de to satellitter til at flyve i tæt og præcis formation i rummet. For at kunne opretholde en præcision på én millimeter mellem satellitterne har DTU Space udviklet et innovativt navigationssystem, som er centralt for missionens succes.
Systemet er døbt Proba-3 Vision Based Sensor System og ved hjælp af avancerede digitale kameraer er det muligt for satellitterne at finde hinanden og holde den nødvendige afstand under ekstreme forhold.
Blandt de primære nyskabelser i Proba-3 missionen er brugen af kunstig intelligens (AI), der skal sørge for, at satellitterne kan navigere og holde position uden menneskelig indgriben. AI-baserede systemer vil gøre det muligt for satellitterne at justere deres positioner autonomt og holde den nødvendige formation. Det er afgørende, da det muliggør præcise målinger uden behov for konstant overvågning og indgriben fra Jorden.
”At få to satellitter til at fungere som ét instrument over store afstande er en helt ny tilgang til rummissioner. Vores teknologi gør det muligt at opretholde præcise positioner, selv når de to satellitter er adskilt flere kilometer. Det åbner helt nye muligheder inden for rumforskning og rumteknologi, for eksempel udvikling af nye superteleskoper, som er baseret på flere satellitter, der flyver i formation,” konstaterer John Leif Jørgensen, ifølge DTU.