Teknovation Logo






 

Danmark er igen godt med i det globale robotkapløb

  • Antal installerede robotter i Danmark sidste år nåede 1.489 robotter, viser aktuelle tal fra IFR. (Kilde: DIRA)

24. september 2024, kl. 11:26 

Med et markant ryk fra en 12.-plads i 2022 til nu en 7.-plads, når man kigger på antallet af robotter pr. medarbejder er Danmark igen godt med, når det gælder robotinstallationer, viser netop udsendte robottal fra International Federation of Robotics, IFR.  


I Danmark installeredes sidste år 1.489 robotter. Det er en stigning på otte procent i forhold til året inden, viser netop offentliggjorte tal fra IFR.

Robottætheden i Danmark er dermed 306 robotter i industrien pr. 10.000 medarbejdere, hvilket svarer til en robot for hver 32 medarbejdere. Målt på robottætheden er Danmark altså rykket fra en global 12.-plads i forrige år til nu en 7.-plads – kun overgået af Tyskland og Sverige i Europa, fastslår Dansk Robot Netværk, DIRA:

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


"Vi ser en positiv udvikling i robotindustrien, som ikke kun booster produktiviteten, men også skaber nye muligheder for innovation, fremtiden handler ikke kun om at gøre tingene hurtigere eller billigere. Det handler om at skabe løsninger, der tilpasser sig vores skiftende verden, løser komplekse udfordringer og åbner nye muligheder. siger DIRA-bestyrelsesleder Michael Nielsen, der er direktør i Beckhoff Automation ApS, og fortsætter:

"Robotter er ikke længere fremtidens teknologi; de er nutidens værktøj til at imødegå nogle af industriens mest presserende udfordringer såsom mangel på kvalificeret arbejdskraft og insourcing på grund af Supply Chain i en usikker verden".

Stigningen udtrykker også danske virksomheders stigende evne til at integrere avancerede teknologier i produktionen, fremhæver han:

"Robotterne giver os mulighed for at optimere processer og øge effektiviteten, men der er stadig et stort uudnyttet potentiale, som vi skal blive bedre til at udnytte," siger Michael Nielsen.

Danmarks stærke position inden for robotteknologi skyldes også landets uddannelses- og forskningsfokus. Samarbejdet mellem universiteter, forskningsinstitutioner og private virksomheder har skabt et miljø, hvor innovation trives, og nye teknologier kan udvikles og implementeres hurtigt:

"Vores uddannelses- og forskningsmiljøer spiller en afgørende rolle i at sikre, at vi ikke kun følger med udviklingen, men også er med til at forme den. Det er essentielt, at vi fortsætter med at investere i vores talenter og opbygge de nødvendige kompetencer, så vi kan udnytte de teknologiske fremskridt til fulde," fortæller Michael Nielsen.

Netop talentmassen kan blive en udfordring i fremtiden. Derfor nævner IFR også den manglende kvalificerede arbejdskraft i rapporten med de nye robottal. Her kalder IFR det et tveægget sværd, der dels motiverer til øget investering i teknologi, der kan erstatte den manglende arbejdskraft, og dels er et problem for branchen, fordi der ikke findes personer nok til at implementere de nye teknologier. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik