Teknovation Logo



 

Erhvervsuddannede iværksættere står stærkt

  • Danmarks Statistik har til udgivelsen "Iværksætter i Danmark" kortlagt iværksætternes baggrund, og påviser, at iværksættere med en erhvervsuddannelse generelt klarer sig stærkest.

4. september 2024, kl. 09:44 

En aktuel iværksætteranalyse fra Danmarks Statistik viser, at virksomheder startet af iværksættere med en erhvervsfaglig uddannelse havde en højere overlevelsesrate end både virksomheder startet af ufaglærte iværksættere og af iværksættere med videregående uddannelser.


Virksomheder startet i 2017 af iværksættere med brancheerfaring havde en højere overlevelsesrate efter fem år end virksomheder, hvor iværksætterne ikke havde brancheerfaring, viser en analyse fra Danmarks Statistik; "Iværksætteri i Danmark".

Ud af de 19.600 iværksættervirksomheder, der blev etableret i 2017, eksisterede 42 procent stadig fem år senere, således at 8.400 af dem fortsat var økonomisk aktive, konstateres det i analysen. 

Ser man på iværksætterens faglige kompetencer, er brancheerfaring vigtigt for, om en iværksættervirksomhed overlever. Iværksættere med tidligere erfaring fra en virksomhed i samme branche som deres nystartede virksomhed, havde således en overlevelsesrate på 51 procent, mens iværksættere uden relevant brancheerfaring havde en overlevelsesrate på 41 procent.

Iværksætternes uddannelsesbaggrund har også noget at sige i forhold til deres virksomheders overlevelsesrate de første fem år.

”Virksomheder startet af iværksættere med en erhvervsfaglig uddannelse havde en overlevelsesrate på 49 procent. Det er højere end både virksomheder startet af ufaglærte iværksættere og af iværksættere med videregående uddannelser,” siger fuldmægtig i Danmarks Statistik Asbjørn Hviid Mikkelsen.

Ser man på iværksætternes alder det år, hvor de etablerede virksomheden, havde gruppen i alderen 45 til 54 år den største overlevelsesrate (48 procent), mens de yngste iværksættere i alderen 15 til 24 år havde den laveste overlevelsesrate (30 pcocent).

Mandlige iværksættere er i stort overtal: I 2022 var der 11.000 mandlige iværksættere og 3.800 kvindelige. Således startede kvinderne i 2022 typisk ny virksomhed inden for videnservice (for eksempel virksomhedskonsulenter, arkitekter og reklamebureauer), sundhed og socialvæsen (eksempelvis fysio- og ergoterapeuter) samt andre serviceydelser med videre (som indeholder frisør- og skønhedssaloner og lignende). Mændene etablerede oftest virksomhed inden for bygge og anlæg, videnservice samt ejendomshandel og udlejning.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik