
8. marts 2018, kl. 11:41
Dagligvarerkoncernen Coop pakker hver dag over 10.000 forskellige slags dagligvarer manuelt fra virksomhedens lagre, inden de ryger ud til butikkerne. Nu undersøger virksomheden, om det er muligt at få en robot til at genkende og gribe en sådan høj varians af varer.
Udfordringen er taget op i samarbejde med Teknologisk Institut, der aktuelt undersøger det teknologiske muligheder for at angribe problemstillingen med de ekstremt mange forskellige varer, der skal pakkes på mixpaller og sendes ud til de enkelte butikker.
"De her varer vejer op til 12 til 15 kilogam, og selve plukningen og pakningen af de enkelte varer sker manuelt hos Coop. Så det har været et spørgsmål om at få automatiseret den proces," siger Martin Mølbach Olsen fra Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Parterne er i øjeblikket i gang med et forprojekt, der skal afklare, om det er muligt for en robot at genkende og gribe så mange forskellige emner.
"Vi har valgt at bruge penge på det her forprojekt, fordi vi på sigt gerne vil have en mobil robot, der selv kan bevæge sig hen og tage varerne, i stedet for at varerne skal bringes hen til robotten," siger Christian Flindt, der er teknisk chef hos Coop.
Men før det kunne undersøges, hvordan en robot kunne gøres mobil, var parterne nødt til at undersøge, om der overhovedet kunne udvikles en teknologi, så robotten kan genkende varerne og derefter gribe dem, lyder det fra Martin Mølbach Olsen.
Med hjælp fra Teknologisk Institut er det blevet undersøgt, hvilke visionløsninger der kan anvendes til at adskille og genkende emnerne, og med en avanceret 3D-sensor har det vist sig, at det er muligt at måle sig frem til de præcise plukkepositioner ved hjælp af 100.000 afstandsmålinger per billede.
Herudover har Teknologisk Institut brugt en helt ny type griber fra Schunk, der er så fleksibel, at den kan plukke og aflevere en lang række af de varer i 10 til 15 kilogram-klassen, som Coop i dag håndterer manuelt.
Efter samarbejdets afslutning er Coop, ifølge den teknisk chef, blevet klogere på, hvad der skal til for at kunne lykkes med projektet.
"Vi er overraskede over, at det, vi troede, var nemmest at gribe med robotten, faktisk var det sværeste. Vi havde forestillet os, at almindelige kasser ville være de nemmeste at gribe, men det var faktisk dåser, glas og cylindere," siger han.
Martin Mølbach Olsen tilføjer, at projektet har vist, at robotten kan håndtere mange forskellige varer.
"Vi tror på, at der findes løsninger for resten af udfordringerne. Man kan nok ikke udvikle en griber, der passer til alle varer, men i stedet kan man have forskellige robotter, der kører rundt og tager de emner, de kan tage," konstaterer han.
Se en video af applikationen her.
