Teknovation Logo






 

40 kilometer rør inspiceres med røntgen

  • Bag byggehegnet ved Mary Elizabeths Hospital i København er parterne godt i gang med de første røntgenundersøgelser, fremhæver CEJ. Billedkilde: CEJ's Linkedin-profil.

10. januar 2025, kl. 11:35 

Specialudviklet røntgenudstyr benyttes til at inspicere 40 kilometer rør til vand og varme i Mary Elizabeths Hospital ved Rigshospitalet i København.


Mary Elizabeths Hospital er Rigshospitalet i Region Hovedstadens seneste byggeri, hvor alle indlagte gravide kvinder, såvel som indlagte børn og unge, skal samles, når det efter planen står klar i 2027.

Bygningen kommer til at have mere end 40 kilometer rør til vand og varme, og hvis ikke de mange, kritiske samlinger i installationen er monteret korrekt, er risikoen, at der opstår utætheder, når byggeriet kommer i brug.

Ifølge tilsynskoordinator i Center for Ejendomme, CEJ, Mogens Bluff er udfordringen er, at rørene skal have en bestemt indstiksdybde i rørsamlingerne, inden de presses sammen.

Hvis ikke det sker, kan det føre til utætheder, som først bliver synlige, når bygningen bliver taget i brug, og rørene bliver udsat for temperatur- og tryksvingninger, hvilket i værste fald kan føre til sprængte rør og vandskader.

Af den grund er det 'guld værd' at få tjekket, om samlingerne holder, understreger han.

Dette sker med specialudviklet røntgenudstyr i samarbejde med Force Technology, og billederne fremkaldes i en specialvogn med fremkaldeudstyr direkte på pladsen.

På røntgenbillederne kan de ansvarlige tydeligt måle indstiksdybden og se, om rørene er skåret vinkelret over. Er det tilfældet, så er samlingen godkendt, fremhæves det.

I alt har over 1.000 samlinger indtil nu har været gennem en røntgenundersøgelse, og alle samlinger er blevet godkendt, konstaterer CEJ, der varetager Region Hovedstadens ejendomsportefølje på cirka to millioner kvadratmeter under tag.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik