8. januar 2025, kl. 17:09
Årets Kompositoperatør 2024 er Morten Pedersen fra Siemens Gamesa, der har gennemført sit lærlingeforløb i virksomheden Siemens Gamesa i Aalborg. Prisen blev overrakt i forbindelse med den afsluttende svendeprøve og byder på et diplom og et honorar på 2.500 kroner, meddeler Plastindustrien
Årets kompositoperatør-prisen er stiftet i et samarbejde mellem TechCollege Composite og Plastindustriens Kompositsektion, som del af organisationernes initiativer inden for uddannelse af unge talenter til kompositbranchen.
Den blev første gang uddelt i 2022, og formålet er at anerkende de dygtige studerende og skabe opmærksomhed om den relativt nye uddannelse.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Underviser og konsulent ved Tech College Composite Peter Kjærsgård fremhæver i forbindelse med prisoverrækkelsen Morten Pedersen som en dygtig, engageret og meget vellidt elev, der har det godt med både klassekammerater og lærere og bidrager aktivt til en positiv stemning på holdet.
Plastindustriens Kompositsektion, der samler de danske producenter, uddannelsesinstitutioner og leverandører til kompositbranchen, uddeler i forvejen den årlige forsknings- og uddannelsespris Danish Composite Award.
Denne er målrettet unge forskere inden for kompositter og deres anvendelse.