6. marts 2020, kl. 14:24
Den 5. marts afholdte EPS-branchen årsmøde i Taastrup. Det var et årsmøde præget af optimisme og fremgang, hvor de centrale aktører i den danske EPS-branche mødtes for at høre oplæg om blandt andet Industrie 4.0.
Branchen inden for ekspanderet polystyren, måske bedst kendt som EPS, hører under Plastindustrien i Danmark, og har afktuelt været samlet til årsmøde, hvor branchen kunne fejre at en række rekorder blev slået.
Blandt andet er mængden af indkøbt EPS-råvarer steget med 4 procent til det højeste niveau nogensinde, og samtidig branchen glæder branchen sig over, at den nu repræsenterer hele EPS-værdikæden. Yderligere fem medlemmer er kommet til siden sidste årsmøde.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
”Igennem årene har branchen været præget af konsolidering, så det er lidt uvant, at se flere ansigter,” siger formand Henrik Vasylyeva, i forlængelse af EPS-branchens årsmøde. Han er til daglig direktør i Sundolitt, og han fortsætter:
”Samtidig har vi haft en meget lukket tilgang til omverdenen og ikke i tilstrækkelig grad fortalt om vores produkt. Det besluttede vi at ændre på sidste år – og vi har virkelig kunne mærke en forskel”.
Det betyder, at der er sket en endnu større stigning i salget, da EPS-branchens medlemmer har været bedre til at producere tyndere produkter, samtidig med at man i branchen har haft succes med øget genanvendelse af eget affald og brugt EPS fra kunderne. Derudover kommer en stigning i indsamling af EPS til genanvendelse i kommunerne.
”Desværre opgør vi i Danmark ikke EPS til genanvendelse, derfor er der noget vurdering involveret. Det er dog helt sikkert, at der er sket markante stigninger i såvel den kommunale indsamling som vores medlemmers genbrug og genanvendelse af EPS. Det betyder, at produktionsstigningen er endnu større,” siger Chresten Heide-Anderson, der er projektchef i EPS-branchen.
EPS-branchen har arbejdet målrettet på at finde samarbejdspartnere i det kommunale om øget genanvendelse af EPS.
”I slutningen af 2018 var der 17 kommuner, som genanvendte EPS. Nu er det cirka en tredjedel, som gør det. En anden tredjedel har meldt offentligt ud, at de vil gøre det – og resten er mere eller mindre i gang med at finde ud af, hvilken løsning, som passer bedst til dem. Så vi håber, at vi har alle kommuner med i år eller allersenest i slutningen af 2021.” fastslår Chresten Heide-Anderson.
På årets generalforsamling var der genvalg til bestyrelsen, som således består af Henrik Vasylyeva, som formand for EPS-branchen ligesom Karl-Erik Olesen fortsat er næstformand. Han er til daglig direktør i BEWiSynbra Danmark. Genvalgt blev også Jan-Erik Engebretsen, som derfor fortsat er bestyrelsesmedlem, mens han til daglig er salgsdirektør Byg-Norden i Jackon.