6. maj 2019, kl. 07:02
Østrigske Engel har tilsluttet sig et initiativ fra Ellen MacArthur fonden New Plastics Economy. Formålet med initiativet er oprettelsen af en cirkulær økonomi, og sammen med mere end 350 andre virksomheder, universiteter og organisationer har Engel forpligtet sig til aktivt at bidrage til, at plastmaterialer skal indgå i et lukket kredsløb.
Den britiske sejler Ellen MacArthur står bag en fond, som siden opstarten i 2010 har udviklet sig til en af verdens førende drivkræfter for cirkulær økonomi. New Plastics Economy arbejder for en bæredygtig, ressourceeffektiv økonomi, og har senest fået plastsprøjtestøbemaskinfabrikanten Engel fra Østrig med i initiativet.
"Som medlem af den internationale plastindustri er vi ikke kun ansvarlige for vores egne produkter, men også for de produkter, der produceres på vores maskiner," understreger administrerende direktør, dr. Stefan Engleder, ENGEL-koncernen, der har hovedsæde i østrigske Schwertberg.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Det er meget vigtigt for os, at vores erfaring og viden bruges til at sprede viden om, hvordan mennesker i alle verdenshjørner anvender plast ansvarligt, og der skabes forudsætninger for, at plastprodukter i slutningen af deres livscyklus vender tilbage i materialekredsløbet,” siger Stefan Engleder, og fortsætter:
”Som enkeltstående virksomhed har vi begrænset indflydelse, og netop derfor er det vigtigt, at vi involverer os i New Plastics Economy. Det netværk, der skabes af de globale aktører, giver vores fælles anstrengelser en større genklang.”
Initiativet, der blev grundlagt i 2018, har til formål at fjerne unødvendig emballage og sørge for at al plastemballage genvindes, genbruges eller komposteres inden 2025. Hvert medlemsfirma er forpligtet til at opsætte individuelle mål og regelmæssigt rapportere til Ellen MacArthur fonden om deres fremskridt.
Som leverandør til plastforarbejdningsindustrien hjælper ENGEL sine kunder med at designe og producere emballage i henhold til reglerne for den cirkulære økonomi og med at åbne muligheder for en større anvendelse af genbrugsmaterialer. Derudover er følgende emner i fokus: At garantere en høj processtabilitet ved hjælp af intelligente systemer, selv om råmaterialets kvalitet kan variere meget, hvilket ofte er tilfældet med genbrugsmaterialer.. At øge andelen af genanvendte materialer i sandwichkomponenter ved hjælp af innovative forarbejdningsteknologier. At arbejde tæt sammen med producenterne allerede under produktudviklingen med det formål at reducere brugen af materialer og muliggøre en senere genanvendelse af produkterne. At styrke rådgivningen yderligere for upstream-processer for at optimere behandlingen af genbrugsmaterialer til sprøjtestøbning.