Teknovation Logo






www.teknovation.dk > Spåntagende metalbearbejdning
  • Cookies politik
  • English
 

Syv millioner til sats på lokal recirkulering af rustfrit stål

  • Recirkuler rustfrit stål – en vej til cirkulær produktion' er et ud af en stribe af projekter, som Industriens Fond aktuelt har søsat for at styrke cirkulær produktion i Danmark.

2. april 2025, kl. 11:43 

Et aktuelt projekt støttet af Industriens Fond med godt syv millioner kroner skal gøre danske virksomheder bedre på at genvinde rustfrit stål direkte og lokalt. Blandt andre deltager virksomheder som AH Metal Solutions, Grundfos og Frese Metal med henbilk på at nå et gennembrud ved at udvikle metoder og konkrete råd til at overkomme de største barrierer.


Projektet ''Recirkuler rustfrit stål – en vej til cirkulær produktion' skal få langt flere danske produktionsvirksomheder til at genbruge rustfrit stål i virksomheden, frem for at sende det til gensmeltning ude af huset.

Der er tale om et samarbejde mellem DTU Construct, Produktionsklyngen MADE, SDU Life Cycle Engineering, UCH Holstebro, AH Metal Solutions, Olsen Metal, Steel Products, Grundfos, HJ Hansen, Asgaard Metals og Frese Metal og Stålstøberi.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


"Danske virksomheder skal være bedre til at genvinde rustfrit stål direkte og lokalt. I dag er det ofte billigere for virksomhederne at videresælge rustfrit stål til smelteværker i udlandet frem for at sortere, karakterisere og recirkulere materialet direkte. Der mangler gode forretningsmodeller og incitamenter for at sikre skala og effektivitet i udnyttelsen af rustfrit stål, hvilket er et vigtigt fokus i projektet,” siger programansvarlig for bæredygtig produktion i Industriens Fond, Anders Ziegler Kusk, i forbindelse med projektlanceringen, og suppleres af direktør i Made Nigel Edmondson:

”Vi glæder os til at inspirere Produktionsdanmark og vise, at det er muligt at genbruge rustfrit stål – også lokalt i Danmark ved at skabe en metodik. Det er ikke nogen nem opgave, men vi er i fuld gang med at mobilisere økosystemet, og heldigvis har vi partnere som Grundfos, Asgaard Metals og AH Metal Solutions, der er klar på at gå forrest”.

Ønsket er at etablere skræddersyede virksomhedsforløb, hvor viden herfra skal deles bredt for at sikre et industrielt gennembrud og få opskaleret den cirkulære produktion i Danmark og få klarlagt, hvilke nye kompetencer dette skift kræver, uddyber parterne.

En af deltagerne er Grundfos, der er med i projektet for at udvikle metoder, der kan nedbringe virksomhedens klimaaftryk i fremstillingen af rustfrie underkomponenter til pumper, hvortil der anvendes omkring 12.000 tons rustfrie metalplader om året:

”Vi bruger rustfrie komponenter til rigtig, rigtig mange af vores produkter. Vi er dog meget bevidste om, at den største del af klimabelastningen, er i selve komponentfremstillingen, stadig kommer fra netop vores forbrug af råmaterialer. Derfor er det meget vigtigt for os at arbejde med nye tiltag, der kan være med til at reducere denne belastning," siger Chief Engineer i Grundfos, Kasper Mygind Madsen, og fortsætter:

"Vi ønsker direkte genbrug af restmaterialet, frem for at sende det til gensmeltning, som vi gør i dag. Så kan vi selv genbruge det i vores produktion – eller andre virksomheder kan få værdi af skrottet. Vi håber, det kan være med til at tilpasse dele af – ikke bare vores, men også mange andre danske virksomheders – forsyningskæde”.

Industriens Fond støtter projektet med 6,73 millioner kroner.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik
 

www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>