15. januar 2025, kl. 13:06
Metalindustriens Lærlingeudvalgs Jubilæumslegat på 10.000 kroner er onsdag overrakt til Grundfos-værktøjsmagerlærling Kamilla Harboe, som ikke var forberedt på hæderen, da hun onsdag morgen drog afsted til en undervisningsdag på Skive College.
Metalindustriens Lærlingeudvalg har onsdag formiddag været forbi Skive College, for at tildele årets Jubilæumslegat til værktøjsmagerlærling, 37-årige Kamilla Harboe, Grundfos.
Legatbestyrelsens Michael Boas Pedersen, DI, og Erling Jensen, Dansk Metal, var mødt op sammen med CSR Manager Jesper Kvistgaard, Grundfos, da de overraskede Kamilla Harboe med tildelingen af legatet, som ud over æren, og diplom, også omfatter 10.000 kroner.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Kamilla Harboe modtager hæderen for at vise andre kvinder, hvilke muligheder der er ved at tage en erhvervsuddannelse.
Det er sket ved at hun blandt andet har deltaget i messer og skolebesøg, og som en del af Boss Ladies ambassadørkorps har fortalt om sin uddannelse, og hvordan det er at være kvinde i en branche, som mange opfatter som kun for mænd.
Kamilla Harboe har således givet unge en større viden om deres muligheder og været med til at flere har fået øjnene op for erhvervsuddannelserne som en attraktiv uddannelsesretning. Og det var netop for denne indsats, at hun onsdag blev overrasket med hæderen og ikke mindst legatet, som blev fejret med kage.
Kamilla Harboe bliver færdig som værktøjsmager i december 2027 fra Grundfos i Bjerringbro.