15. januar 2025, kl. 09:46
Tilbage i 2022 åbnede cylinder-producenten LJM sin første fabrik i Indien, hvor man etablerede sig for bedre at kunne rykke med kunderne, og således har spredt virksomhedens Supply Chain ud. Det stiller Danish Export skarpt på ved et temamøde den 6. februar.
Ud over fremstilling ved Lind Jensens Maskinfabrik A/S, LJM, i Højmark, så omfatter produktionen i dag også fabrikker i Kina, USA og senest Indien. Og etableringen i Bangalore er i fokus den 6. februar ved et temamøde i Danish Export, hvor Lars T. Møller, som er General Manager hos LJM India, vil fortælle om overvejelserne inden, selve etableringen og de resultater, der er opnået.
Før LJM trådte ind i Indien satte de gang i et stort analyse- og researcharbejde. Det skete i samarbejde med konsulenter fra Danmarks konsulat i Bangalore, og de besøgte fabrikker i Indien og tog på messer for at opdyrke netværk og rejste rundt til forskellige områder med mulighed for etablering.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
”Lokale relationer er afgørende. Vi fik hjælp til at rekruttere et lederteam lokalt, og har fået sammensat det rigtige team, der kan arbejde selvstændigt ud fra fælles retningslinjer, og som deltager i vores træning og løbende sparring, som både foregår online og fysisk i Danmark. På den måde er det ingen hindring med den fysiske afstand,” fortæller Lars T. Møller forud for temadags-indlægget, som holdes den 6. februar ved Danish Export Academy, Silkeborg, og som man kan deltage i gratis.
Temamødet holdes i samarbejde med Next Step India, IDCC - Dansk-Indisk Handelskammer, Industriens Fond, DI & Erhvervshusene.