Suzanne Rosendahl blev hentet til IMAS A/S i Greve som kvalitetsmedarbejder for godt et år siden, for at udbygge kvalitetsstyringen i takt med maskinfabrikkens vækst. Siden er kvalitetsstyringen, og senest er en Iso 13485-certificering kommet i hus.
IMAS har igennem en længere årrække leveret drejede og fræste emner til andre virksomheder, som leverer medicinsk udstyr, hvor man har kunnet arbejde under kundernes Iso 13485-kvalitetsstyring. Nu er man imidlertid stolte af selv at have fået Iso 13485-certifikatet, fortæller administrerende direktør Allan Rasmussen, IMAS:
"Med den kvalitetsstyring, som dette foreskriver, kan vi nu også på egen hånd producere medicinsk udstyr, som opfylder både kundernes og lovgivningsmæssige krav til sikkerhed og effektivitet,” siger han, og tilføjer, at det har været en kæmpe hjælp at få styrket kvalitetsarbejdet det seneste år med Suzanne Rosendahl, som i november sidste år blev tilknyttet som virksomheden Quality Assurance Specialist.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Suzanne Rosendahl har forud for ansættelsen haft job i Københavns Lufthavn. Hos IMAS deltager hun i et tæt samarbejde med ledelsen og de tilknyttede medarbejdere, der
bearbejder emner, som ofte er så små, at man kan have dem under neglen. Maskinfabrikkens speciale er således drejning af emner mellem diameter 0,3 og 65 millimeter såvel som fræsning op til 600 gange 300 gange 200 millimeter i alle typer materialer.
Emnerne er eksempelvis gevind til gasventiler, små dyser til chokoladeproduktion, dele til mikrofoner, komponenter til tandlægeinstrumenter og vandbehandlingsanlæg med meget mere. For ikke at tale om alt det, som skal til for at bygge et gevær, man kan bruge til at bedøve storvildt med. Men ét område vokser mest, det er efterspørgslen efter komponenter til medicinsk udstyr, forklarer Allan Rasmussen:
”Vi har gennem mange år arbejdet med kvalitetsledelse under Iso 9001 og miljøledelse under Iso 14001, og vi er godkendt til at levere til fødevarevirksomheder. Med Iso 13485 er vi nu endnu bedre rustet til at imødekomme den stigende efterspørgsel fra en voksende dansk medicinalindustri. Jeg forventer, at det kommer til at sikre os yderligere vækst,” forklarer Allan Rasmussen, og oplyser, at man gerne vil udvikle sine services over for blandt andet fødevare-, biotek- og pharma-virksomheder. Og her vil den opnåede Iso 13485 i tillæg til eksisterende Iso-certifikater, være et aktiv.
Det er Bruun Inspektion, som har stået for at kontrollere IMAS’ arbejde med Iso 13485 og udstede certifikatet, som IMAS har modtaget medio november. Det bliver også Bruun Inspektion, som kommer til at stå for fremtidige eksterne audits.