3. oktober 2024, kl. 16:38
I forbindelse med "Åben Virksomhed - Et Kig Bag Facaderne" den 10. oktober, inviterer Odin Engineering A/S og Nilpeter A/S inden for i rammerne i Slagelse, samtidig med lignende muligheder hos mere end 15 øvrige virksomheder i kommunen.
De to metal-relaterede virksomheder Nilpeter og Odin Engineering har sammen med Envafors og Adapa Fleksibles, der alle fire er med i Flere Faglærte Netværket, i samarbejde med Slagelse Kommune taget initiativet til at arrangere eventet ”Åben Virksomhed – Et Kig Bag Facaderne” den 10. oktober.
Alle deltagende virksomheder ønsker at give familier, unge, jobsøgende og andre nysgerrige borgere en mulighed for at få et førstehåndsindtryk af, hvad der sker bag facaderne i nogle af kommunens virksomheder, ligesom de med arrangementet ønsker at skabe større indsigt i deres daglige arbejde, de mange karrieremuligheder og ikke mindst de teknologier, produkter og løsninger, der bliver udviklet lokalt.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Vi håber, at endnu flere virksomheder vil være med til at åbne dørene og vise, hvad netop de kan. Det er et enkelt koncept. Hver virksomhed vælger selv, hvad de vil præsentere, og på den måde er vi sammen med til at fremme vores erhvervsliv og italesætte muligheder for job og uddannelse i Slagelse Kommune. For hvordan skal særligt vores unge vide, hvilke muligheder de har i lokalområdet, hvis vi ikke fortæller eller viser dem det?" spørger Odin Engineerings EA & HR Manager Britta Hvalsø Olsen.
Arrangementet er fleksibelt, og de besøgende kan planlægge deres dag, så de besøger de virksomheder, der interesserer dem mest. Uanset om man er interesseret i at lære mere om grøn teknologi, maskinproduktion eller karrieremuligheder, vil der være noget for alle.
Der redigeres fortsat på et samlet program på Flere Faglærte Netværkets hjemmeside, hvor interesserede se, hvad de forskellige virksomheder tilbyder, samt de præcise åbningstider den 10. oktober. Se programmet ved at klikke her