16. september 2024, kl. 06:46
Danmarks deltager i CNC-fræsning, Kasper Bergmann Mortensen, var en af fire danskere ved WorldSkills, som efter konkurrencerne blev hædret med en Medallion for Excellence.
Der var 70 deltagende nationer ved VM for erhvervsuddannelser, det særlige WorldSkills, som søndag afsluttedes i Lyon. Og ud af de 70 blev Danmark samlet placeret som nummer 14, idet industrien stillede med ni deltagere i syv konkurrencefag og et demofag, og de opnåede ved afslutningsceremonien hele fem medaljer.
Således fik landbrugsmaskinmekaniker Birgitte Brunsgaard Jacobsen en bronzemedalje, mens fire andre deltagere blev fejret for deres høje niveau, med over 700 ud af maksimalt 800 mulige point i konkurrencerne. Det var i industritekniker-konkurrencen i fræsning, hvor Kasper Bergmann Mortensen opnåede en Medallion for Excellence, ligesom det gælder for klejnsmed Jakob Østergaard, karosseritekniker Mads Kryger og personvognsmekaniker Magnus Skov Nielsen.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Hertil kommer at Danmarks deltager i CNC-drejning, Oscar Dahl Nielsen, der er lærling ved Nordturn Maskinfabrik i Brønderslev, og følger undervisningen ved Tech College, var teamleder for et hold på 11 deltagere fra forskellige lande, som sammen lave en flot raket, som var til UG, hvorfor de vandt WorldSkills-holdkonkurrencen.
De flotte placeringer vækker begejstring hos Metalindustriens Uddannelsesudvalg, MI, som er ansvarlig for at sende metalindustriens ni deltagere afsted:
"Vi er både glade og stolte over, at det lykkedes Kasper at vinde en Medallion for Excellence ved WorldSkills. Det viser, at når man tager en erhvervsuddannelse i Danmark, hører man til i den internationale elite, og at en erhvervsuddannelse er fuld af muligheder – i Danmark såvel som i verden," siger Kasper Palm, formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, og forbundssekretær i Dansk Metal, og næstformand for MI og vicedirektør i DI Signe Tychsen Philip stemmer i:
"Det er notorisk svært at få medaljer til VM, hvor 70 lande deltager. Derfor er jeg pivstolt over det flotte resultat, vores deltagere har leveret her i Lyon. Vi har en unik uddannelsesmodel i Danmark, hvor virksomheder og erhvervsskoler deler uddannelsesansvaret. Det har vi også set frem til VM, hvor alle er rykket helt sammen om den enkelte fagatlet for sikre de bedst mulige rammer for gode resultater," lyder det fra Signe Tychsen Philip.