27. marts 2023, kl. 12:18
Niebuhr Gears forventer høj aktivitet de kommende år og vil investere bredt inden for de forskellige forretningsområder på fabrikkerne i Ikast og i Kina.
Aktivitetsniveauet hos Niebuhr Gears forventes at stige yderligere i de kommende år.
Det fremhæver Ikast-virksomheden i forbindelse med afslutningen af 2022-regnskabsåret, hvor resultatet efter skat blev på 10,5 millioner kroner, hvilket var smule højere end de 9,9 millioner kroner i 2021.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
I de kommende år forventes særligt vækst inden for leverancer til landbrugsindustrien og entreprenørmaskiner, ligesom der forventes en markant vækst til vindmølleindustrien, hvor Offshore leverancerne vil tage fart i 2024 og fremefter, fremhæves det.
Sidste år investerede virksomheden blandt andet i to Okuma LT3000 EX Multitasking-drejebænke tilkoblet hver sin robot, leveret af Flextek som et 'tvillinge-setup' - det første i virksomheden.
Endvidere kunne direktør Rasmus Niebuhr i starten af februar annoncere, at Nordens største tandhjulsfræser - en Höfler-maskine, der klarer emner på op til 8.000 millimeter, mm, i diameter - nu er i fuld produktion.
Endelig er en større maskininstallation i marts blevet indviet i firmaets produktion i Kina.
Her er der tale om 6.000 mm vertikal drejebænk og en 6.000 mm tandhjulsfræser, konstateres det.