Teknovation Logo



 

Dansk Metal-tilfredshed med vurdering

  • Dansk Metals EU-chef Johan Moesgaard Andersen ser aktuel vurdering som en stor sejr for Danmark.

14. januar 2025, kl. 13:26 

EU’s generaladvokat Emiliou deler Dansk Metals opfattelse af, at EU's mindstelønsdirektiv annulleres.


EU’s generaladvokat Emiliou har tirsdag givet sin vurdering i sagen om Danmarks annullationssøgsmål i sagen om EU-direktivet om passende mindsteløn. Efter generaladvokatens opfattelse bør direktivet annulleres i sin helhed. Det er virkelig gode nyheder, siger Dansk Metals EU-chef, Johan Moesgaard Andersen:

”I Dansk Metal har vi fra start af sagt, at det her direktiv bryder med Lissabontrakaten, hvor der står med flammeskrift, at EU ikke må blande sig i lønforhold. Derfor er vi også virkelig glade for, at generaladvokaten kommer med den her vurdering, som giver os ret i vores kritik,” siger Johan Moesgaard Andersen.

Efter EU’s generaladvokats opfattelse bryder direktivet om passende mindstelønninger sig mod Lissabon-traktatens artikel 153 stykke 5, hvorfor direktivet i sin helhed bør annulleres. EU-domstolen har bedt generaladvokaten komme med en udtalelse i sagen, men det er først senere på året, at EU-Domstolen afsiger sin endelige dom i sagen.

Vurderingen er dog et godt første skridt, siger Johan Moesgaard Andersen:

”Det her er en kæmpe sejr for den danske model og for Danmark. Kampen er dog ikke vundet endnu. Vi afventer stadig den endelige dom i EU, men vi er foran ved pausen, og det er jo altid en fordel. Nu håber vi blot, at EU-Domstolen vil følge generaladvokatens vurdering og sparker bolden helt i mål,” siger Johan Moesgaard Andersen.

EU-Domstolen forventes at afsige endelig dom i sagen i indeværende halvår.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik