Teknovation Logo



 

DI: Erhvervslivet skal bidrage til et stærkere beredskab

  • DI's politiske direktør Morten Høyer foreslår et langt tættere samarbejde mellem myndighederne og virksomhederne.

13. december 2024, kl. 09:38 

DI har aktuelt præsentere et politisk udspil med 11 konkrete anbefalinger til, hvordan politikerne kan ruste det danske beredskab til fremtidige kriser med hjælp fra landets virksomheder, blandt andet baseret på allerede opbyggede erfaringer fra Covid-19-pandemien – gode såvel som dårlige erfaringer.


Et stærkere dansk kriseberedskab kræver et langt tættere samarbejde med erhvervslivet, mener DI som derfor har præsenteret et politisk udspil med 11 konkrete anbefalinger til, hvordan politikerne kan ruste det danske beredskab til fremtidige kriser med hjælp fra landets virksomheder:

"Private virksomheder kan spille en nøglerolle i håndteringen af alt fra cyberangreb til oversvømmelser. Der er en enorm ekspertise og erfaring i virksomhederne, som vi skal drage meget mere nytte af, end vi gør i dag, hvis vi skal sikre et mere robust og effektivt beredskab," siger DI's politiske direktør Morten Høyer, og fortsætter:

"Håndteringen af Covid-19 viste, at nok kunne vi håndtere en stor uforudset krise, men det blev også tydeligt, at beredskabet ikke var tilstrækkeligt, og at virksomhederne blev involveret for tilfældigt, for ukoordineret og i nogle tilfælde alt for sent," siger Morten Høyer.

DI foreslår et langt tættere samarbejde mellem myndighederne og virksomhederne på en række områder. For eksempel anbefaler DI at indgå kontrakter med en række virksomheder om at levere en lang række samfundskritiske varer og services i tilfælde af kriser:

"Tidlig involvering af virksomheder er altafgørende for at håndtere kriser effektivt. Ved eksempelvis at indgå kontrakter med virksomheder om at levere energi, fødevarer, cybersikkerheds- og IT-løsninger, værnemidler og transportservices i krisesituationer kan vi sikre, at vi som samfund har adgang til helt nødvendige ressourcer, uden at skulle opbygge store og kostbare lagre af både varer og materiel," siger Morten Høyer, og fortsætter:

"Det er en løsning, der både er samfundsøkonomisk fordelagtig og kan spare dyrebar tid. Og som vi kender fra andre lande, der har en meget stærkere tradition og kultur for samarbejde mellem det offentlige og private, når det kommer til beredskab".

DI foreslår samtidig at oprette ”Erhvervslivets Beredskabsstab”, som skal sikre en hurtigere og mere struktureret involvering af de private virksomheder når kriserne opstår. Desuden anbefaler DI, at myndighederne holder regelmæssige kriseøvelser sammen med virksomhederne for at styrke samarbejdet og udnyttede den samlede ekspertise bedst muligt.

Anbefalingerne fra DI er blevet til i samarbejde med virksomhederne i erhvervsorganisationens Strategiske Beredskabsforum, der består af topledere fra BCG, Columbus, DSB, Energinet, Falck, ISS, Københavns Lufthavne, Mærsk, Securitas, Systematic og TDC Erhverv.

Bagtæppet for DI’s anbefalinger er, at Danmark sammen med resten af Europa står i en helt ny geopolitisk virkelighed. Trusselsbilledet indbefatter en stor risiko for fjendtlige cyberangreb og informations- og påvirkningsoperationer – trusler vi slet ikke er gearet til at håndtere.

Med oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed & Beredskab er den nationale kriseindsats nu samlet ét sted, og det muliggør en langt bedre koordinering af indsatsen end tidligere. Det er et vigtigt skridt på vejen mod at sikre Danmark mod det nye trusselsbillede, hvor kriser er mere grænseoverskridende og berører flere sektorer ad gangen.

Ifølge DI bliver en af de vigtigste opgaver for ministeriet at lave en samlet, national beredskabsplan og få et overblik over, hvilke trusler vores samfund er mest sårbart overfor – og hvordan der skal sættes ind:

"Vi ser meget frem til at samarbejde med Torsten Schack Pedersen og ministeriet om at få et beredskab af højeste standard, hvor vi er bedst muligt forberedt, og hvor vi kan udnytte det offentlige og det privates kompetencer på bedst mulig vis," siger Morten Høyer.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik