29. oktober 2020, kl. 07:16
BEWiSynbra i Holbæk havde i sidste uge besøg af flere fremtrædende Venstre-folk, der blev introduceret til virksomhedens innovative løsninger inden for genanvendelse af EPS, også kendt som flamingo.
Venstrepolitikerne Jacob Jensen, Sten Knuth og Camilla Hove Lund var forleden forbi hos BEWiSynbra i Holbæk, for at høre mere om virksomhedens innovative løsninger inden for genanvendelse af EPS, også kendt som flamingo. En indsats der også har fået virksomheden indstillet til Plastindustriens Plastpris for udviklingen af EPS i 100 procent genanvendt EPS-materiale.
De tre sjællandske politikere så blandt andet virksomhedens produktion af fødevarekasser, emballage og isolering til maskindele i EPS, og hørte nærmere om Holbæk-virksomhedens løsning inden for EPS, baseret på genanvendt EPS indsamlet fra blandt andet de danske genbrugspladser.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
”I Venstre arbejder vi for den grønne omstilling, bæredygtighed, teknologiudvikling som skal gå hånd i hånd med investeringer, der omlægger traditionel produktion til grøn omstilling,” siger Stén Knuth, som er valgt til Folketinget i netop Holbæk-kredsen. Han fortsætter:
”Alt det blev vi præsenteret for ved besøget på BEWiSynbra. Det er stærkt og det er den vej Danmark skal arbejde, så vi hele tiden er foran på udviklingen men også på den grønne omstilling og bæredygtighed”.
Besøget var initieret af Camilla Hove Lund, der er gruppeformand for Venstre i Holbæk og borgmesterkandidat for partiet. Hun havde inviteret folketingsmedlemmerne med. Hun siger om besøget:
”Vi har en ambition om, at Holbæk skal fastholde og tiltrække virksomheder, som lægger sig i førertrøjen i den grønne omstilling, så vi kan skabe bæredygtige arbejdspladser. Her er det spændende at høre om BEWiSynbra, som indgår i tæt samarbejde med en række andre lokale virksomheder om løsninger, der reducerer vores CO2-udledning og samtidig sikrer vækst i lokalsamfundet. Den slags virksomheder skal vi lære af i Holbæk og resten af Danmark”.
I Danmark har BEWiSynbra Denmark otte fabrikker med samlet 240 medarbejdere. Ud over fabrikken i Holbæk har virksomheden også produktion i Maribo og Holeby på Lolland, og fire fabrikker i Jylland, som producer emballage og produktkomponenter (BEWi Styropack) og isoleringsprodukter (BEWi Styrolit). Derudover har virksomheden genanvendelsesvirksomheden BEWiSynbra Circular i Thisted, som omdanner brugt EPS til nye råvarer.
Ambitionen er at genanvende 60.000 tons EPS i 2021. Den største udfordring for virksomheden er dog at få fat i den brugte EPS, fortæller dirketør Karl Erik Olesen, BEWiSynbra Danmark, der også berettede for de tre Venstre-politikere om virksomheden ambition om at en tredjedel af alle råvarer i koncernen allerede i 2021 er produceret af genanvendt EPS.
”Vi kan nemt genanvende al den EPS, som vi kan få fingrene i. Den brugte EPS kan presses, så det kun fylder en halvtredsende-del, men vi har to udfordringer for at nå vores mål,” fortalte Karl Erik Olesen, og fortsætter:
”Vi aftager allerede brugt EPS fra en lang række danske genbrugspladser, men desværre er det ikke alle kommunerne, som sorterer den brugte EPS. De sender den i stedet til forbrænding. Der skal vi have alle kommuner til at sende EPS’en til genanvendelse. Derudover registreres brugt EPS ikke, så det er kompliceret at finde de brugte mængder,” forklarede Karl Erik Olesen.