
6. marts 2018, kl. 08:15
Kapitalfond og ledende medarbejdere køber hovedparten af nordjyske Roblon Engineering. 57 ansatte følger med i handlen.
Roblon har dags dato indgået en aftale om salg af den største del af forretningssegmentet Engineering. Køberen er Erhvervsinvest og ledelsen af Roblon Engineering, Lars Munch Antonsen og Jesper Krarup Nielsen, oplyser den nordjyske koncern til fondsbørsen.
Den største del af Roblon Engineering består af salg og produktion af tovværksmaskiner, twistere og windere. Køber overtager forretningsmæssige aktiviteter tilknyttet feltet samt nettoaktiver tilknyttet det frasolgte, herunder bygninger i Sæby, tekniske anlæg og arbejdskapital. Der medfølger 57 medarbejdere, som alle får ansættelse hos køber. Der er desuden indgået en aftale om sourcing af kabelmaskiner og administrative serviceaftaler i en overgangsperiode.
Den anden og mindre del af Roblon Engineering, salg og produktion af produktionsudstyr til den fiberoptiske kabelindustri, bevares under koncernens ejerskab.